Nykredit-koncernens behandling af dine personoplysninger i rekrutteringsprocessen
Her kan du læse om behandlingen af persondata og dine rettigheder som ansøger. Læs, hvordan du kan komme i kontakt med os, såfremt du ønsker information om vores behandling af dine personoplysninger, gerne vil tilbagekalde dit samtykke eller ønsker at gøre brug af dine rettigheder.
Sådan behandler vi dine personoplysninger i ansættelsesprocessen
- Ansøgning
Alle stillinger i Nykredit skal søges elektronisk via Nykredits HR system, hvor ansøgning, CV og øvrige dokumenter (eksamensbeviser, anbefalinger mv.) uploades til HR systemet og deles fortroligt med rekrutterende leder.
Nykredit betragter det som en legitim interesse at kunne vurdere den rette kandidat i henhold til den opslåede stilling, og oplysningerne behandles således i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
Når stillingen er besat makuleres printet materiale, som har været brugt i forbindelse med rekrutteringen. Nykredit opbevarer de digitale dokumenter i en periode på 6 mdr. med henblik på mulig senere ansættelse, hvorefter de slettes, når din profil har været inaktiv i 6 mdr. Oplysningerne behandles i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
- Tests
Nykredit bruger digitale personlighedstests og/eller færdighedstests, som led i ansættelsen for at afdække faglige og personlige kvalifikationer i forhold til den opslåede stilling. Nykredit betragter det som en legitim interesse at kunne vurdere kandidatens personlige og faglige kvalifikationer i henhold til den opslåede stilling, og oplysningerne behandles i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
Tests opbevares hos Nykredits eksterne testudbydere (pt. People Test System), som sletter dem efter 12 mdr. Dette af hensyn til mulighederne for at kunne vurdere kandidaternes med henblik på fx intern rotation eller teamanalyser. Dataansvaret ligger hos Nykredit. Oplysningerne behandles i medfør af dataforordningens artikel 6 stk. 1, litra f.
- Referencer
I forbindelse med rekrutteringen kan leder eller rekrutteringspartner indhente mundtlige referencer. Referencer indhentes kun hos de personer, som kandidaten selv oplyser som reference.
- Straffeattest
Nykredit skal ved ansættelse i særlige områder af koncernen se kandidatens straffeattest og konstatere, at den ikke giver anledning til bemærkninger. Der indhentes alene straffeattest på kandidater der tilbydes ansættelse. HR modtager straffeattesten direkte fra kandidaten og påser herefter, at attesten ikke indeholder forhold, der er hindring for ansættelse i Nykredit. Forevisning af straffeattest registreres, hvorefter selve attesten makuleres. Da Nykredit også i det løbende ansættelsesforhold er forpligtet til at påse, at visse medarbejdergrupper ikke har en straffeattest der giver anledning til bemærkninger, vil medarbejdere, jf. den interne forretningsgang på området, kunne blive pålagt at fremvise straffeattest. Straffeattesten makuleres efter fremvisning. Der henvises til medarbejderens ansættelseskontrakt.
Retsgrundlaget for Nykredits behandling af personoplysninger i forbindelse med forevisning af straffeattest er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, jf. hvidvasklovens § 8, stk. 1 og bekendtgørelse om lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) § 45, samt bekendtgørelse om kompetencekrav for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler (BKG nr. 1113 af 02/06/2021) § 3.
Dine rettigheder som ansøger
- Indsigtsret
Du kan få indsigt i, hvilke oplysninger vi behandler om dig, hvor de stammer fra, hvor længe vi opbevarer dem, og hvad vi bruger dem til. Du kan også få oplyst, hvem der får oplysninger om dig, hvilke oplysninger vi - med dit samtykke - kan give videre hvornår og til hvem. Din indsigt kan dog være begrænset af lovgivning, hensynet til andre personers privatlivsbeskyttelse og hensynet til Nykredits forretningsgrundlag og forretningspraksis, ligesom Nykredits know-how, forretningshemmeligheder samt interne vurderinger og materiale kan være undtaget fra din ret til indsigt.
- Profilering og automatiske afgørelser
Vi benytter os ikke af automatiske afgørelser.
- Dataportabilitet
Hvis Nykredit behandler oplysninger på baggrund af dit samtykke eller som følge af en aftale, og behandlingen foretages automatisk, har du ret til at få de oplysninger, du selv har leveret til os, udleveret i et elektronisk format.
- Urigtige/vildledende oplysninger
Hvis du oplyser HR om, at der er fejl i dine oplysninger, eller at de er vildledende, retter vi dem.
- Sletning af oplysninger
I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig. F.eks. hvis oplysninger ikke længere er nødvendige i forhold til de formål, de er blevet indsamlet, behandlet og opbevaret til.
- Ret til indsigelse
Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.
- Ret til begrænsning af behandling
Du har i visse tilfælde krav på, at vi begrænser brugen af dine oplysninger til opbevaring. Har du f.eks. ret til at få dine oplysninger slettet, kan du i stedet anmode om, at vi begrænser brugen af dine oplysninger til opbevaring. Bemærk at begrænsningen ikke afskærer Nykredit Realkredit fra at gøre brug af oplysningerne, hvis det er nødvendigt for at gøre et retskrav gældende, eller hvis du har givet dit samtykke.
- Tilbagekaldelse af samtykke
Såfremt du har afgivet et samtykke til os, kan du til enhver tid bringe videregivelse behandlingen af oplysninger, der kræver dit samtykke, til ophør ved at tilbagekalde det samtykke, du har givet os. Tilbagekaldelsen betyder, at behandlingen, der beror på dit samtykke, ophører.
- Klage til Datatilsynet
Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på.
Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger nedenfor.
Sådan kontakter du os
Har du spørgsmål til vores behandling af dine oplysninger, eller ønsker du at tilbagekalde et evt. samtykke eller at gøre brug af dine rettigheder eller få tilsendt en liste over de 3. lande som dine persondata i HR overføres til eller en kopi af de standardkontrakter vi anvender ved overførsel af data til 3. lande, er du altid velkommen til at kontakte:
HR i Nykreditkoncernen
Kalvebod Brygge 1-3
1560 København V
eller kontakte vores databeskyttelsesrådgiver:
Nykredit Realkredits databeskyttelsesrådgiver
Kalvebod Brygge 1-3
1780 København V
Sådan klager du
Hvis du er utilfreds med vores behandling af dine personoplysninger, kan du klage til:
Nykredit Realkredit A/S
Klageservice
Kalvebod Brygge 1-3
1780 København V
eller:
Datatilsynet
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
Tlf. 33 19 32 00