Mød Oskar Schiøtz, softwareudvikler i København
Oskar Schiøtz var som barn betaget af gådefulde opgaver, der udfordrede hjernen. I dag har han fundet en lige linje mellem barndommens hobby og hans fuldtidsjob som softwareudvikler i Nykredit.
Efter gymnasiet gik Oskar på DTU, hvor han læste en bachelor i softwareteknologi. Selvom Oskar kommer fra en familie med tradition for længere videregående uddannelse, valgte han at stoppe, da bachelorgraden var i hus. Fuldtidsjobbet som softwareudvikler hos Nykredit var ganske enkelt for fristende til at sige nej:
»Jeg opdagede, at programmering triggede det samme i mig, som gåderne og hjernevrideropgaverne fra drengeværelset.«
Real life experience
Til dagligt tager Oskar toget fra Høje Taastrup ind til kontoret på Kalvebod Brygge. Her er han blandt andet med til at sørge for, at kunderne kan få et lån gennem Totalkredits hjemmeside. Han sidder med alle de komplicerede formler og matematikken bag, og det er selvom, at Oskar ikke havde den store bankviden inden.
Oskar sidder i et team med syv andre udviklere og to testere. Sammen videreudvikler de ”Mortgage Calculations”, der er et af Nykredits største programmer i den nye realkreditplatform, NRP. Der er især to ting, som Oskar Schiøtz rigtig godt kan lide.
For det første anede jeg jo knap nok, hvad et realkreditlån var, da jeg startede for et år siden. Så det har været en stejl men herlig læringskurve. For det andet så prioriterer Nykredit sikkerhed og driftssikkerhed meget højt
»De to ting betyder, at man i Nykredit holder fast i en række gennemprøvede programmer, som fx er skrevet i Java og C# og altså er af ældre dato. Når du kommer ind som ny mand og skal finde hoved og hale i nye og ældre programmer, kan det godt være en smule gådefuldt og på den måde minde ret meget om de fritidssysler, jeg i forvejen har brugt masser af tid på.«
Oskar har ikke ladet sig begrænse af sin manglende viden inden for den finansielle sektor. Han oplever organisationen som et levende sted med en god atmosfære og med stor hjælpsomhed fra kollegernes side:
»Vi har et miks af programmer, som tilsammen udgør en god og stabil løsning, men som også er meget komplekst og udfordrende at arbejde med," fortæller Oskar og forklarer, at det netop er denne kompleksitet, der er med til at motivere ham. Oskar forklarer, at han er i en fase, hvor han skal finde ud af, hvad han vil, og derfor er han opsat på at få “real life experience.«
»Nykredit et godt sted at suge til sig af viden og erfaring. Man får tilfredsstillet sin nysgerrighed, og man bliver virkelig beriget med viden, hvis man tør spørge efter det. Sammen løser man gåderne én for én, og det er faktisk en kæmpestor tilfredsstillelse at løse opgaven som et hold,« lyder det fra Oskar Schiøtz.
Fordomme og foreningsejerskab
Oskar fortæller, at han tror, den gode medarbejderkultur i Nykredit hænger sammen med, at Nykredit er foreningsejet.
»Når lederne går ind for, at deres arbejde skal gavne deres kunder, medarbejdere og samfundet, og de ikke kun agerer for egen vinding skyld, så kan man mærke, at den følelse går gennem hele organisationen. Jeg er faktisk meget glad for, at Nykredit er foreningsejet. Det betyder jo, at vi er ejet af kunderne. Og dét gør, at det ikke føles shady, at arbejde for en bank,« fortæller Oskar og fortsætter:
»Jeg vil ikke afvise, at jeg var en smule fordomsfuld, da jeg startede. Jeg havde nok en forestilling om, at et pengeinstitut var en lidt mere gammeldags og konservativ størrelse, end det faktisk er.«
Selvom Oskar ikke løser gåder på gulvet i sit barndomsværelse længere, er mange af hans fritidsinteresser – ligesom hans job – bundet op på ting, som han kan fordybe sig i. Til hverdag kan Oskar godt lide at spille World of Warcraft, hvor han både har muligheden for at fordybe sig i spillet og være social med dem, han spiller med. Men Oskar er ikke den forudsigelige type, og hånd i hånd med gåder og World of Warcraft finder du hans interesse for at strikke.
»Jeg synes, at det er sjovt at sidde og nørkle med garnet, producere huer, handsker og tørklæder.« Oskar har sågar fået en strikkebog af sin mor med 100 strikkeopskrifter til tyske husmødre.
At kaste sig ud i det ukendte går igen hos Oskar, der heller ikke lader sig skræmme af store projekter på arbejdet. Hvis hans kolleger fortæller om projekter og opgaver på et sprog, der nærmest lyder som tysk, er Oskar ikke bange for at stille spørgsmål. Hans kolleger roser ham også for at være god til at stille kritiske spørgsmål:
Jeg kan godt lide at spørge; hvorfor gør vi det på den her måde? Og hvorfor gør vi det ikke på den her måde?
Er du også en ægte gådeknuser? Vi skal bruge flere udviklere.