Danmark i teknisk recession – men for tidligt at kalde det en krise
Dansk økonomi skrumpede med 0,3% i tredje kvartal. Det viser Danmarks Statistiks BNP-indikator her til morgen. Senest er væksten i andet kvartal nedjusteret til et fald på 0,3%. Dansk økonomi er derfor i teknisk recession (to sammenhængende kvartaler med negativ vækst).
Dagens måling med faldende aktivitet er ikke nogen stor overraskelse. I tredje kvartal har både industriproduktionen og detailsalget vist svaghed. Vi har da også set landene omkring os opleve en træg udvikling i tredje kvartal. Fx faldt BNP i eurozonen med 0,1% i tredje kvartal ifølge de seneste opgørelser.
For tidligt at kalde det en krise. Det var generelt ventet at aktiviteten ville bremse op, men BNP estimater er forbundet med stor usikkerhed. Seneste blev væksten i andet kvartal nedjusteret fra plus 0,3% til minus 0,3%, navnlig som konsekvens af opdaterede importtal. Men andre ord kan revisioner fremadrettet let udviske den nuværende tekniske recession.
Dansk økonomi udviser fortsat mange sundhedstegn. Beskæftigelsen bliver ved med at stige, og ledigheden stiger kun i meget begrænset omfang. Danskerne privatøkonomi ser robust ud – fx indikerer forbrugs- og opsparingskvoter, at der er plads til yderligere forbrug. Ikke mindst i lyset af, at danskernes købekraft genvindes i et meget højt tempo i øjeblikket på grund af den lave inflation. Sidst men ikke mindst, så er vi blevet mindre afhængige af vores nærmarkeder, hvad angår eksport – så den træge vækst i eurozonen er ikke helt så stor udfordring som tidligere. I stedet eksporterer vi fx mere til USA, som fortsat oplever solid vækst.
Der er grund til at være optimistisk for de kommende kvartaler. I Nykredit venter vi, at væksten vil vende tilbage i de kommende kvartal. Ikke prangende vækst, men trods alt vækst. Særligt drevet af privatforbruget og eksporten.