*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser | 4 min

På fredag får danskerne penge tilbage i skat - men overvej en ekstra gang hvordan pengene skal bruges

På fredag, den 12. april 2024, sender Skattestyrelsen penge tilbage til de mange borgere, der har betalt for meget skat i 2023.

Man kan nemt komme til at opfatte overskydende skat som en bonus, men her er det altså værd at minde sig selv om, at det er ens egne tjente penge, man får retur. Husker man på det, er man mere tilbøjelig til at tænke over, hvordan man kan få mest muligt ud af de penge – og mindre tilbøjelig til at ”klatte” dem væk på luksus”.

For mange er der nemlig forskel på, hvordan de bruger pengene, alt afhængig af om man får fx 6.600 kr. tilbage i skat eller om man får 550 kr. mere udbetalt om måneden.

Af samme grund er rådet først og fremmest, at du sikrer dig mest muligt mod både positive og negative overraskelser fra Skattestyrelsen ved at sørge for, at forskudsopgørelsen er udfyldt korrekt og indeholder de rigtige oplysninger.

Får du penge retur fra Skattestyrelsen, og vil have dem til at række længst muligt, skal du overveje at bruge pengene på følgende:

Afdrag dyr gæld

Det lyder måske lidt kedeligt, men det er altid en god idé hurtigst muligt at få betalt af på dyre lån. De renter, du betaler, løber nemlig hurtigt op, og ved at nedbringe din gæld vil færre af dine penge dermed gå til renter og gebyrer.

Børneopsparing

Har du oprettet en børneopsparing til dine børn eller børnebørn, kan det være fornuftigt at indsætte den overskydende skat der. Børneopsparingen er nemlig en meget attraktiv opsparingsformen, da afkastet er skattefrit. Der kan oprettes én børneopsparing pr. barn, og indsættes op til 6.000 kr. om året (maksimalt 72.000 kr. i alt).

Investér pengene

Hvis du ikke forventer at skulle bruge pengene de næste tre år, kan det være en god løsning at lade pengene arbejde for dig ved at investere dem - fx via en Aktiesparekonto, hvor afkastet er yderst attraktivt beskattet.

Sæt pengene på en opsparingskonto

Er du ikke til investering, eller skal du bruge pengene indenfor tre år, kan du i stedet for sætte pengene ind på en opsparingskonto. I dag er det muligt at få en attraktiv indlånsrente, enten i form af en variabel rente eller fast rente for en aftalt periode på fx 6, 12 eller 18 måneder.

Et opmærksomhedspunkt er dog, at når bindingsperioden ophører, vil pengene typisk indgå på en almindelig konto, hvor renten er noget lavere end i bindingsperioden. Så man skal igen til at se sig om efter en ny opsparingskonto med rente, men hvad denne rente er på, er svært at spå om. Der er altså en genplaceringsrisiko ved en kontant opsparingskonto.

Indbetal pengene på en aldersopsparing

Du kan med fordel indbetale pengene på en aldersopsparing, hvor du kan indskyde op til 9.100 kr. om året (og op til 58.900 kr. syv år før folkepensionsalderen). Konservativt sat vil 9.100 kr. indsat årligt på en aldersopsparing med renters rente-effekten over 20 år blive til mere end 360.000 kr.

Energioptimér boligen

Selv små energiforbedringer kan resultere i store besparelser på din energiregning. Du kan fx overveje at forbedre isoleringen for at reducere varmetab og erstatte dit gamle olie- eller gasfyr med en mere energieffektiv løsning. Det vil ikke kun spare dig penge på lang sigt, men også reducere din boligs CO2-udledning.

 

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.