Boligmarkedet slutter året af med pæne prisstigninger
Boligsidens prisindeks for december 2024 viser endnu en gang prisstigninger på tværs af områder og boligtyper og markerer dermed afslutningen på et år præget af vedvarende prisfremgang.
Ejerlejligheder stiger i pris for syvende måned i træk
På ejerlejlighedsmarkedet steg priserne 0,9% (sæsonkorrigeret) i december, og ejerlejlighedspriserne er steget 6,8% gennem 2024. Her har København By (inkl. Frederiksberg) været trækhesten med en årlig prisvækst på 9,2%. Fremgangen i hovedstaden har været overraskende stærk i et år, hvor nye og højere boligskatter burde have lagt en dæmper på prisudviklingen. I Aarhus har prisudviklingen været mere afdæmpet med en stigning på 1,0% gennem 2024, hvilket skal ses i lyset af en høj byggeaktivitet gennem mange år. Udbuddet af ejerlejligheder til salg er således højt i Aarhus, mens udbuddet er lavt og handelsaktiviteten høj i København.
Husprisstigninger breder sig som ringe i vandet
2024 blev også året, hvor priserne steg på boligmarkedet i flere dele af landet. Hvor 2023 især var præget af prisstigninger i hovedstadsområdet, så har især den sidste del af 2024 båret præg af stigninger i huspriserne længere ude på Sjælland og i dele af Jylland. I december steg huspriserne med 0,6% på landsplan (sæsonkorrigeret) med en samlet stigning gennem 2024 på 5,1%. Uden for København steg priserne på huse mest i 2024 i Nordsjælland (6,0%), Østsjælland (5,7%), Vest- og Sydsjælland (8,4%), og Nordjylland (5,5%).
Ændringer i boligpriserne breder sig typisk, som tiden går, fra ejerlejlighedsmarkedet i de største byer og ud i landet. Og hvor lejlighedspriserne siden foråret har vist pæne prisstigninger, så har husprisstigningerne været mere afdæmpede. Det til trods for stigende boligskatter for ejerlejligheder og lavere boligskatter for de fleste parcelhuse siden januar 2024. Men nu lader prisstigningerne til at være nået til husmarkedet, hvor handelsaktiviteten er steget markant gennem 2024 og nu er højere end i årene før pandemien.
Udsigt til stigende boligpriser fremover
Der er flere grunde til, at boligmarkedet har klaret sig så godt, som det har været tilfældet, selv om vi har set de kraftigste rentestigninger i flere årtier. Det skyldes først og fremmest en dansk økonomi i god gænge, også uden for medicinalindustrien, til trods for svag vækst mange steder i udlandet. Et stærkt dansk arbejdsmarked giver høje lønstigninger, og reallønnen er nu genoprettet for boligkøberne oven på inflation og rentestigninger i 2022. På trods af mørke skyer i horisonten er vækstudsigterne rimelige for dansk økonomi. Desuden falder renterne – især i den korte ende af rentekurven – og der er udsigt til lidt lavere boligskatter i 2025 for mange boligejere. Det skyldes, at boligpriserne i de fleste af landets kommuner er faldet fra 2022 til 2024, og det er denne ændring i boligpriserne, som ændringen i boligskatterne er baseret på. På denne baggrund forventer vi prisstigninger i omegnen af 3-5% på landsplan i den kommende tid.
Sommerhuspriserne ender med et lille fald for 2024 som helhed
Sommerhuspriserne faldt i december (-0,5% sæsonkorrigeret). For 2024 som helhed står sommerhuspriserne tilbage med et lille fald (-0,3% efter sæsonkorrektion). Modsat priserne på huse og ejerlejligheder faldt sommerhuspriserne nærmest ikke, da boligrenterne i den sidste del af 2022 steg til det højeste niveau i mange år. Vi forventer ikke de store ændringer i situationen på sommerhusmarkedet i det kommende år – udbuddet er faldet på det seneste, og pilen peger svagt op for både handler og salgspriser.