*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser | 1 min

ECB sænker renten under enorm handelspolitisk usikkerhed

Den europæiske centralbank har netop sænket indskudsrenten fra 2,5% til 2,25%. Det var mildest talt indregnet i markedet, som havde inddiskonteret en rentenedsættelse med 99% sikkerhed.

Rentenedsættelse kommer på et tidspunkt, hvor den europæiske økonomi er præget af en voldsomt usikkerhed. Det skyldes i alt overvejende grad Trumps handelspolitiske udmeldinger.

Eurozonen vil påvirkes både af de toldforhøjelser, som Trump over nogle omgange har varslet og justeret, og af den usikkerhed, som Trump-administrationens slingrekurs om toldsatser giver anledning til.

Selvom Trumps 90-dages pause på de kraftigste toldforhøjelser er en kærkommen deeskalering af toldkrigen, så vil eurozonen stadig blive ramt af markant højere generel told i USA og forhøjet told på biler. Samlet kan den handelspolitiske uro koste eurozonen i omegnen af 0,5-1 procentpoint på væksten – afhængigt af hvor det hele lander.

Der er samtidig en mere positiv udvikling i inflationen i eurozonen. Det gælder både den samlede inflation, og det gælder serviceprisinflationen, som endelig er faldet et stykke under de 4%, den ellers har hængt fast omkring i det sidste års tid.

Alt det taler for, at ECB’s rentenedsættelse i dag vil efterfølges af flere gennem resten af året. Den næste sandsynligvis på næste møde i juni.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler