
Nedlukning af restauranter påvirker mange job
70.000 personer var ansat på hoteller og restauranter i de berørte kommuner sidste år

Forhøjet smitte med covid-19 i Danmark har medført flere restriktioner i Danmark. Det betyder blandt andet at restauranter, kulturinstitutioner og fitnesscentre skal lukkes i 38 kommuner fra d. 9 december . Det rammer en branche, der i forvejen er trykket af restriktioner, og af folk der bliver væk for at undgå at blive smittet.
Restauranter og hoteller mv. beskæftigede sidste år 123.000 personer, hvoraf størstedelen var ansat på restauranter, og hvoraf 69.700 var ansat i de 38 kommuner. Alene i Region Hovedstaden er der knap 50.000 ansatte i restauranter og på hoteller. På nuværende tidspunkt, hvor salget i restauranter og på hotellerne er stærkt reduceret, er beskæftigelsen dog ikke længere så høj, som den var sidste år.
En lukning af især restauranterne har potentialet for i en periode på ny at slå lidt af luften ud af dansk økonomi med en fornyet stigning i ledigheden.
Til gengæld har tiltagene og danskernes adfærd under epidemien indtil nu vist, at smittespredningen herhjemme forholdsvist hurtigt kan stoppes – og at den kan holdes i ave selv om restauranter har åbent for servering. Dermed er der også mulighed for, at aktiviteten forholdsvist hurtigt kan vende tilbage til det niveau, vi har i dag, hvis smitten bringes under kontrol.
I følge det nationale varslingssystem, har restauranter dog mulighed for at tilbyde take-away på det risikoniveau, som Region Hovedstaten i sidste uge blev hævet til.
Særligt unge har job på restauranter – og arbejder primært på deltid
Det er særligt unge, der er ansat i restauranter og på hoteller. I de 38 kommuner er 40.800 personer under 30 år beskæftiget i restauranter og hoteller, svarende til knap 60%. I det hele taget er branchen præget af deltidsarbejde, da 73.400 af de 123.000 ansatte arbejder på deltid.
For unge er jobbet på en restaurant eller et hotel typisk ikke hovedaktiviteten, men en bijob ved siden af en uddannelse eller et andet job. For dem vælter det næppe økonomien, hvis smitten kommer under kontrol, og restriktionerne hæves efter nogle uger.

Relaterede Artikler

ECB sænker renten

Ledigheden falder og arbejdsmarkedet igen tiltagende stramt
